Socialisering og miljøtræning

Perioden frem til hvalpen er ca 17 uger kaldes for socialiseringsfasen.

I disse uger er hvalpen som en åben og uskreven bog. Den suger alle indtryk til sig. Jo mere den har oplevet i disse uger, jo bedre er den rustet til resten af livet.

Det er vigtigt, hvalpen oplever så meget som muligt, men på den positive måde. Tænk fremad, hvad kan din hund få brug for at vide noget om de næste mange år.

Det er meget vigtigt at hvalpen vænnes til børn, også selvom I ikke selv har nogen. Hunden vil højst sandsynligt komme i kontakt med børn gennem livet. Børn larmer, tumler og har hurtige bevægelser og høje lyde set med en hunds øjne. Denne tilvænning skal selvfølgelig ske med en voksens tilstedeværelse, og det skal altid være muligt for både hvalp og barn at kunne trække sig tilbage. Det skal være positivt for begge parter.

Børn skal lære at hilse på hundesprog. Det vil sige uden at stirre på hvalpen eller kramme den. Barnet skal være roligt og lade hvalpen selv tage kontakt. Vis barnet at det skal ae hvalpen på brystet og ikke ovenpå hovedet. Lad ikke børn og hunde lege alene.

Der er mange ting, udover mennesker, hvalpen skal forholde sig til, f.eks. trafik, bildøre der smækker, fjernsyn, radio, græsslåmaskine, tog, bus postbudet, skraldemanden der kommer og larmer osv. osv. osv.

Men husk det skal altid være positivt.

De positive indtryk vil blive husket – men det vil de dårlige også....

 

Indlæring

Ligesom mennesker lærer hunde bedst ved positiv forstærkning, det vil sige brug af ros og godbidder og ignorere fejl.

Brug ALDRIG fysisk straf.

Det er værd at have i tankerne når I vælger træningsplads til Jeres hund.

Det kan selvfølgelig kun anbefales at gå til træning med hunden. Udvalget er stort, så der vil helt sikkert også være noget for dig og din hund.

Træning giver et godt samarbejde, et godt stærkt og kærligt forhold mellem hund og ejer.

Undgå uønsket adfærd:

Alle hunde har brug for konsekvens og grænser i hverdagen – nøjagtig som os mennesker.

Det er vigtigt altid at være konsekvent. Har man engang sagt nej, er det altid nej. Det er meget vigtigt, at alle i familien forstår alvoren i dette, ellers bliver hvalpen/hunden forvirret og det kan give problemer. Får hvalpen lov til at putte i sofaen eller ligge i sengen, er det altid sådan.

Som udgangspunkt har hunde godt af at lære, at de skal yde for at nyde. Sådan ville det være om de levede vildt og det giver dem en følelse af kontrol i hverdagen. Giv Jeres hund en simpel kommando den skal udføre, og selvfølgelig har en chance for at udføre, fordi øvelsen allerede er indlært, hvis den lige skal have en godbid.

Hvalpe gør mange ting de ikke må, mange ting som ikke er hensigtsmæssige i et liv med mennesker. Kommunikationen mellem hvalp og ejer kan hurtigt blive begrænset til nej nej nej nej nej..... Med dette lærer hvalpen ikke hvad den gerne må – kun hvad den ikke må.

Derfor: ignorer uønsket adfærd og beløn ønsket adfærd. Når hvalpen gør ting den ikke må, så afled dens opmærksomhed i stedet for at skubbe den væk eller skælde den ud. Gør hvalpen til gengæld noget som er ønsket, f.eks. går til havedøren for at komme ud, skal den selvfølgelig have meget ros og godbidder.

Søvn:

Respekter ALTID en hund der sover. En hund har fra naturens side brug for langt mere søvn end os mennesker. En hund, der konstant bliver vækket, vil udvikle store problemer. Det er selvfølgelig uhyre vigtigt specielt mens de er hvalpe – og er der børn i familien så gør MEGET ud af at forklare dem det. En hvalp lagrer og fordøjer, mens den sover. Det gør den voksne hund også, men hvalpen har i endnu højere grad brug for roen og den dybe søvn.

 

Håndtering

Det er vigtigt, at hvalpen vænner sig til at blive håndteret i en meget tidlig alder. Tjek dagligt poter, negle, tænder, ører og øjne mens hvalpen vokser op.

Dette kan kræve meget tålmodighed fra ejeren. Hvis hvalpen trækker sig væk, så lad være med at holde fast på den og fiksere den. Tag et par godbidder og sæt dig på gulvet – hvalpen vil hurtigt vende tilbage – prøv så om I kan ”bytte”: du ser ører og hvalpen får en godbid – går hvalpen væk, pakkes godbidderne sammen, så forsvinder muligheden for belønning. Prøv igen senere.